Det er fantastisk at indholdet er kommet i fokus. Men det er dog i den grad tanken der tæller. For hvor er der dog meget vrøvl derude. Det er helt enormt. Men det er ikke vrøvlet der er problemet, det er faktisk det er der hele pointen. Vrøvlet er nyttigt for nogen. Nogen vil læse det, hvis man ellers kan finde det. Og det arbejder Google og dem jo ihærdigt på at man kan. Problemet ligger i at det gode vrøvl, det som vi lige står og mangler for at for os noget på lige nøjagtig vores niveau og på vores sprog, er blevet oversvømmet af “indhold”, som er lavet til at narre os til at tro at den information er det vi mangler. Dette “indhold” snyder søgemaskinerne, og det snyder egentlig også læserne. Det lader til at jo mere et usædvanligt emne man søger jo mere sansynligt er det er finde noget brugbart information om det.

Et eksempel: Jeg var i Kina og havde brug for et bedre webhotel. Webhotellet skulle være i den “frie” verden, for at undgå problemer med censur og så videre, men det skulle også fungere inde i Kina bag den store kinesiske firewall, som man kalder deres Internet-begrænsninger.

Men en specific søgning tog det ikke mere end et par forsøg at finde en amerikaner som i detaljer kunne beskrive en lang række muligheder som han og andre havde prøvet i samme situation. Super! Informationsteknologien virker! Alt var skrevet som en blog post og var derfor meget SEO’et og indhold-orienteret og der var nok også derfor at Google kunne finde det til mig med så stor lethed. Det er jo netop det Web 2.0 handler om. Indhold. I både kvalitet og kvantitet. Hvis jeg skriver det er der nogen der vil læse det, og hvis jeg vil læse det er der nogen der har skrevet det. Let og enkelt.
Men det er dødkedeligt. Det er ligesom at gå på biblioteket. Web 2.0 er indhold, indhold og indhold. Der er ingen oplevelser.

Man skulle tro vi var tilbage i informationsalderen (den burde snart være overstået). Hvor er historiefortællingerne, hvor er drømmene? Der er ikke andet end information på Web 2.0. Og det er et tilbageskridt. Det var lige begyndt at være muligt at lave store oplevelser med billeder, lyd, video, design integreret i én oplevelse. Experience Design. Hvad blev der af det? Der er ingen der gider lave det mere, for der er ingen der gider købe det, for der er ingen der ser det, fordi på Web 2.0 er det kun indhold der tæller og Google går efter indholdet. Men det her at indholdet bliver indholdsløst og udtrykket “indhold” eller anti-indhold kommer ind.

Web 2.0: Blackhat og anti-indhold
I forbindelse med en gang SEO søgte jeg forleden efter “sommerhus bornholm” på Google.dk. Der kom over 86.000 resultater op. 86.000 sider! Der er ifølge Danmarks Statistik under 4000 sommerhus på Bornholm. Det vil altså sige at der er skrevet over 21 sider om hvert eneste sommerhus på øen. Det virker som lidt meget indhold. Og det kan da umuligt være unikt alt sammen, og i endnu mindre grad kan det være særlig relevant alt sammen. Det er det samme på hele internettet. Hvis der er penge i et emne så er det vigtigt, og så skal der skrives en masse vås om det. Det er jo ikke indhold. Det er anti-indhold. Jo mere jeg skriver om mit produkt jo mere relevant er det. Hvis konkurrenten har noget indhold på overbyder jeg ham ved at have det samme indhold plus noget mere og bedre indhold. Vi udligner konkurrentens indhold med anti-indhold.
Det kan man ikke i virkeligheden, men det kan man på Web 2.0! Så er det ellers bare at udnytte det eller stå af.